“For mig er en fremvisning jo ikke bare en fremvisning. Jeg ved faktisk noget om det, jeg viser frem”

LARS ELBÆK blev født på Frederiksværk Sygehus i 1973, og voksede op i byen. Som dreng blev han beskrevet som én, der ikke kunne sidde stille.

Skoletiden var noget, der bare var der, og Lars husker ikke ret meget fra sin skoletid. Der er kun få nedslag, der har lagret sig i hans hukommelse. Den tydeligste erindring, og samtidig noget af det Lars virkelig holdt af, da han gik i skole, var når matematiklæreren, Dorit, engang i mellem læste op. Så sluttede hun timen med at læse et kapitel i en bog. Det elskede Lars, for så kunne han sidde og dagdrømme lidt til det.

– Jeg havde absolut ingen ambitioner eller drømme som barn. Jeg var meget alene, og jeg havde ganske få venner, da jeg var barn. Når jeg kigger tilbage, tror jeg også, at jeg havde svært ved at holde på de relationer, jeg havde, fordi jeg var alle mulige andre steder i mit hoved. Og ikke særligt nærværende.

– Som barn kunne jeg godt lide at bygge ting. Min far byggede nogle huse, så jeg kunne finde forskellige slags materialer og søm derhjemme og byggede alle mulige ting, som jeg så gik rundt for at sælge til naboerne. Jeg byggede fx skibe og prøvede at sælge dem. Jeg gik også på æblerov, og prøvede at sælge fangsten.

Efter folkeskolen tog Lars en uddannelse som lastvognsmekaniker.

– Jeg kunne godt lide at skrue i mekanikken, og jeg var ret god til det – men også at få kedelige ting til at ligne en milliard. Jeg kunne lide at arbejde med cykler, knallerter og siden biler, så de fik en højere værdi. Og så solgte jeg dem igen. Jeg tror, det startede omkring min konfirmationstid. Jeg måtte vælge mellem selv at få de penge, mine forældre havde sparet sammen til min konfirmation eller at holde festen. Jeg valgte at få pengene. Pengene investerede jeg i noget, som jeg så kunne tjene flere penge på. Det var nok der, det hele startede. Da jeg var i mekanikerlære, opdagede jeg også, at jeg var bedre til at sælge det, jeg havde fusket på værkstedet om aftenen, end selve mekanikergerningen. Jeg lavede aldrig noget for andre – det altid til mig selv. Det handlede om at få noget repareret, shinet op og gjort færdig, så det kunne blive solgt.

– Jeg var også meget sparsommelig. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt lavede mine egne bøsninger til en bil, fordi de kostede 70 kr. Jeg tror, jeg brugte fem timer pa at lave dem selv, men så havde jeg sparet 70 kr. Min tid kostede ikke noget, den havde jeg masser af, dengang.

Som ung var Lars’ store drøm at blive bilsælger. Da han blev 18, fik han sit første cvr nummer og startede op med bilsalg. Men det var en stor udfordring for økonomien, for hvis han købte en bil til 30.000 kr. skulle der bruges x antal kroner på at fikse den. Og mens det stod på, blev den mindre værd. Så hvis Lars skulle tjene penge på det, skulle han enten snyde, tabe penge eller have et stort værksted. Samtidig krævede det rigtig meget kapital, og det havde Lars ikke.

Jeg læser til ejendomsmægler!

På et tidspunkt fik Lars behov for et større sted og begyndte at kigge på forskellige ejendomme, han kunne købe. Han var ikke just imponeret af mæglernes indsats.

– Jeg sagde til mig selv: “Hold kæft, hvor er de ringe. Jeg kunne have solgt mig selv det sted syv gange”. Så tænkte jeg, „Okay, de får jo faktisk et beløb for at sælge det. Det er jo ikke deres ejendom, de får ingen reklamationer og de har ingen udlæg”. Og så besluttede jeg: “Jeg læser til ejendomsmægler!” Derefter gik jeg i gang med at undersøge, hvordan jeg kunne blive det. Jeg skulle læse en højere handelseksamen, hvilket krævede at jeg først gik på skolebænken. Først tog jeg en HG, og da jeg ikke havde lært tysk i folkeskolen, var jeg nødt til at læse tysk om aftenen for at kunne bevise, at jeg kunne blive så god, at jeg kunne blive erklæret egnet til at læse videre på HH.

Hvordan gik studierne?

– Det første år var jeg så klar og fokuseret på at gå i skole. Det var helt vildt. Jeg mødte en halv time før i skolen om morgenen, gik i seng kl. otte om aftenen. Når jeg fik fri, kørte jeg hjem og læste lektier, indtil vi skulle spise, og når jeg havde spist, kiggede jeg det lige igennem, inden jeg gik i seng, så jeg kunne være frisk næste dag. Jeg var enormt målrettet, og så var der også den detalje, at jeg var seks år ældre end de andre.

– Der gik et år med total målrettethed, og så kom jeg på HH. Her fik jeg nærmest min anden ungdom, så ambitionsniveauet faldt lige lidt. Jeg fik nogle fantastiske venskaber, både med nogle af pigerne i min årgang, men især med nogle af de drenge, der gik et par årgange over mig. De er nogle af mine bedste venner i dag.

Hvad er din største  erhvervsmæssige styrke?

– Sagt med ét ord, så er det psykologi. Ved at bruge psykologisk tænkning forestiller jeg mig, hvordan kunderne reagerer i forskellige situationer. Jeg har sådan set planlagt det hele oppe i hovedet på forhånd. Hvis der er nogle ting, jeg vil have folk til at lægge mærke til, ved jeg allerede pa forhånd, hvor jeg så skal stille mig. Jeg har tænkt det hele igennem inden. For mig er en fremvisning jo ikke bare en fremvisning. Jeg ved faktisk noget om det, jeg viser frem. Jeg ved, hvordan tingene er bygget, hvorfor de er bygget, som de er og hvordan det kan laves anderledes. Hvad kan pilles ned, og hvad kan ikke pilles ned. I min verden kan man pille alt ned. Det er bare et spørgsmål om, hvordan man så bygger det op igen. På den måde finder jeg hele tiden Iøsninger.

-Og når så folk har sagt ja, så holder jeg min kæft. Det værste, man kan gøre, er at blive ved med at sælge kunder noget, de allerede har købt. For så begynder de at tvivle.

Hvad er den vigtigste årsag til, at Elbæks Ejendomsmægler er præcis dér, hvor I er i dag?

– Det er Farnaz! Der er mange, der spørger mig, hvorfor jeg gider liebhaveri? Mange tænker, at den type kunder, der har med liebhaveri at gøre, er meget tunge at arbejde med. Men de er faktisk de nemmeste – hvis man kan styre dem. Det er Farnaz eminent til. Og Farnaz har desuden lært mig, hvornår man skal sige nej! Hidtil sagde jeg altid bare ja. Derudover har der naturligvis været nogle ting, som Lars mener her været skelsættende for, at det er gået så stærkt. At de har fået nogle gode opgaver og Iøst dem rigtigt godt. Uden det havde processen naturligvis taget meget Iængere tid.

Kunderne er det vigtigste aspekt

For Lars er seriøse kunder det absolut vigtigste, for, at han trives i sit arbejde.

– Jeg trives af at vise noget frem til nogle, som er oprigtige og åbne. Så kan jeg sagtens bruge halvanden time på en fremvisning. Eller tre timer på en vurdering. Kunderne er det allervigtigste aspekt. Men også, at vi ikke spilder tiden. Der er ikke noget værre, end folk, der bare vil have vurderet, for at få have vurderet. Eller folk, der bare se noget, for at se noget. Det dræner simpelthen så meget. Men heldigvis sker det yderst sjældent, fordi vi screener vores kunder omhyggeligt især i starten.

Er du god til at skabe plads til tosomhed og familieliv?

– Det kommer nok an på, hvad man har af forventninger. Jeg synes jo, at vi har utroligt meget tid sammen, fordi vi både arbejder sammen, er sammen hele tiden, bor sammen og tager ud sammen. Det er sjældent, vi gør noget hver for sig. Så på den måde synes jeg det, og jeg tror heller ikke, der er ret mange andre par, der er så meget sammen som os. Men det er klart, at hvis den anden part har nogle forventninger om, at man skal arrangere nogle romantiske weekender eller et kroophold, så… Det er jeg ikke typen på, men det er Farnaz heller ikke.

– Men jeg tror, børnene godt kunne tænke sig lidt mere tosomhed engang imellem. Og der er jo tre børn, så det er svært. Jeg havde den mest fantastiske oplevelse for nylig, hvor jeg havde min ældste datter med ude at spise på et sted, hvor hun måske skal holde sin konfirmation. Det var helt særligt, og hun er jo stor nu, 14 år. Der var stuvende fuldt pa restauranten, men vi sad det bedste sted, smagte de vildeste ting. Vi var så tæt pa hinanden og sammen. Det var så fedt! En helt vild aften, smiler Lars stille.

Har du en bucket list over ting, du gerne vil nå i dit liv?

– Tænker du på mit lykkehjul? Jeg havde engang et lykkehjul, hvor jeg skrev max fem til syv ting på. Det hang på indersiden af det skab, jeg åbnede om morgenen. Når jeg kiggede på det, havde jeg underbevidst fokus på, hvad jeg ville. Og alle de ting, der stod pg lykkehjulet, kom automatisk til at ske drypvist efter hinanden. Men jeg har som sådan ikke en bucket list. Kun Farnaz stod pa min ønskeseddel.

Tror du på held som en faktor i business-sammenhænge

– Jeg tror, at hvis man opsøger noget, eller gør noget, så sker der automatisk noget. Så kan man kalde det held, eller ej. Det vigtigste er jo, at ens lottotal kommer ud. Og det kræver at du spiller lotto. Med andre ord, hvis du ikke har gjort noget, sagt noget, fremvist noget eller talt med nogle mennesker, så sker der jo ikke noget.