“Vi har fundet noget, der virker rigtig, rigtig godt“
I 2018 valgte Farnaz og Lars Elbæk at starte deres fælles forretningseventyr, ELBÆKS Liebhavermægler. Udgangspunktet var at skabe noget helt fra bunden. Sammen. Drivkraften var en vilje til at gøre det, der skulle til for at lykkes. En drivkraft, som gennem livet har været kendetegnende for dem begge.
Det lå ikke i kortene for hverken Farnaz eller Lars Elbæk, at de skulle gøre karriere inden for ejendomsmæglerbranchen. Men gældende for dem begge var en stor interesse for at skabe resultater – og ikke mindst et naturligt talent for salg:
– Jeg har altid været motiveret af salg. Jeg elsker resultater – gerne hurtige resultater – og det har man jo typisk, når man beskæftiger sig med salg. Jeg vil være den bedste inden for alt, hvad jeg laver, indleder Farnaz Elbæk, der stort set altid har arbejdet, endda ganske flittigt, uanset jobtitel og løn. Gennem sit arbejdsliv har hun taget ejerskab over ethvert job og skabt en masse relationer igennem dem.
Vil gerne gøre en forskel
Allerede i en meget tidlig alder var Farnaz Elbæk klar over, at hun gerne ville beskæftige sig med noget, hvor hun kunne bringe sin personlighed i spil. Da hun blev ældre, valgte hun at tage en uddannelse som indkøber og var herefter indkøber i tekstilbranchen i en årrække. Men gennem årene har jobtitlerne også inkluderet både stylist og kørende sælger. Farnaz Elbæk havde således prøvet lidt af hvert inden for mode- og tekstilbranchen, men eftersøgte mere tyngde og dybde i sit arbejdsliv. Det resulterede i et job i en velgørenhedsorganisation, hvor hun arbejdede i 12 år som Fundraiser.
Farnaz Elbæk har altid været drevet af at kunne gøre en forskel og sætte sit eget præg på de jobs, hun har haft. Og det var netop den motivation, i kombination med ønsket om endnu engang at kaste sig ud i noget nyt, der ledte hende ind i ejendomsmæglerbranchen sammen med Lars Elbæk. Hun betegner sig selv som perfektionist til fingerspidserne, og uanset jobbeskrivelsen har hun altid givet sig 100 procent og er gået til opgaven med dedikation:
– Når man vil gøre en forskel, og man gør sig umage, jamen, så er der jo ingen grænser for, hvor det reelt set kan ende, pointerer hun.

Fra skoletræt til mønstereleven
Hverken Farnaz eller Lars Elbæk havde den store interesse for at sidde på skolebænken i deres unge år. År, der for Lars også var præget af en stor rastløshed:
– Jeg er aldrig konstateret ordblind, men jeg gik ud af folkeskolen med et meget lavt snit. Og det var i hvert fald ikke dansk, der trak det op. Jeg var skoletræt, kunne overhovedet ikke sidde stille og kravlede på væggene, erindrer han.
Som ung gav Lars Elbæks store interesse for mekanik og biler ham en drøm om at blive bilsælger, og som 18-årig fik han sit første CVR-nummer og begyndte at sælge biler. På et tidspunkt fik han behov for mere plads til bilsalget, og han gik derfor på jagt efter større lokaler hos områdets ejendomsmæglere. Og netop den oplevelse skulle vise sig at blive startskuddet til en karriere inden for mæglerfaget:
– Jeg mødtes med nogle forskellige mæglere og tænkte: Hold nu kæft, altså, de kunne havde solgt mig den ejendom flere gange. De var så ligeglade, uengagerede og dårlige til at følge op. Og så tænkte jeg, at det kunne jeg gøre meget bedre selv, lyder det fra Lars Elbæk.
Lars Elbæks første skridt mod ejendomsmæglerbranchen var handelsskolens grundforløb, HG. Og denne gang var skoletrætheden ikke at spore. Tværtimod var den vendt til et stort engagement og en målrettethed, der hurtigt sendte ham til tops blandt klassens elever:
– Jeg var den første, der mødte op i klassen hver morgen med en spidset blyant, fortæller han og erindrer en dagligdag, der hovedsageligt bestod af at tage i skole, lave lektier og sove. Efter HG ventede en overbygning til en HH – en højere handelseksamen – og her skulle man erklæres egnet for at blive optaget:
– Jeg ville bare gennemføre og gøre mig umage. Så det gjorde jeg. Jeg meldte mig endda ind i elevrådet som elevrådsformand, griner Lars Elbæk og konstaterer: „Man kan godt sige, at jeg var all in.“
Fodfæste i branchen
Efter en afsluttet HH var Lars Elbæk klar til at starte i sit første job som ejendomsmægler. Fire ansættelsessamtaler resulterede i fire jobtilbud, men manglen på praktisk erfaring med faget plantede alligevel en usikkerhed i ham:
– Selvtilliden var der ikke helt. Jeg vidste jo godt, at jeg kunne sælge, tale og engagere mig. Jeg vidste, hvordan man kom hele vejen rundt om noget, for at få det til at lykkes. Men jeg havde ikke oplevet succesen, fordi jeg ikke havde prøvet det, husker Lars Elbæk.
I starten fik han heller ikke lov til meget og mærkede den klare hierarkiske opbygning, der prægede branchen. Undervejs i sin læretid fik han dog bevist sit værd, afprøvet sit talent og vandt derefter solidt fodfæste i branchen. Et fodfæste, der også talte sit tydelige sprog med åbningen af talrige egne forretninger i de efterfølgende år.
En skillevej
I 2012 krydsede Farnaz og Lars Elbæks veje hinanden for første gang. Mens det private partnerskab hurtigt blomstrede, spirede drømmen om et professionelt parløb også, som årene gik. En drøm, der opstod ud fra et grundlæggende ønske om at ville tilbringe mere tid sammen, men også en erkendelse allerede tidligt i parforholdet af, at Farnaz og Lars elskede hinandens selskab og altid havde de bedste oplevelser, når de var sammen om dem.
Samtidig var de nysgerrige på at forene deres kompetencer og styrker, og derfor var der heller ikke langt fra tanke til handling. Det var dog fra start en afgørende faktor, at det skulle være en ny, fælles opstart og ikke en videreførelse af Lars Elbæks daværende regi i branchen:
– Jeg ville ikke ind i hans gamle setup, hvor jeg var ’chefens kone‘, der skulle komme for at fortælle, hvad der var rigtigt og forkert. For jeg har helt sikkert en holdning til, hvordan tingene skal gøres, lyder det fra Farnaz Elbæk.
– Det har du, indskyder Lars med et smil, og Farnaz uddyber: „Så det var vigtigt, at det var noget, jeg selv kunne være med til at sætte mit præg på. Vi var meget enige om, at hvis vi skulle lave noget sammen, så skulle det være fuldstændig fra scratch, hvor vi begge havde lige meget ejerskab i det.

Starten på noget nyt
Lars Elbæk frasolgte den sidste af sine forretninger i 2017, og Farnaz opsagde sit daværende job. Sammen fandt de en fantastisk beliggenhed på Holbergsgade i København K bag Det Kongelige Teater, som skulle danne rammerne for deres fælles forretningseventyr. Og her var der ét klart mål med indretningen af de nye omgivelser:
– Det skulle bare være et fedt sted, hvor man fik en masse energi af at være, siger Lars Elbæk.
De inspirerende lokaler blev ELBÆKS Liebhavermæglers nye univers. Men ikke meget andet var på plads udover beliggenheden
– Vi havde styr på lokationen som det eneste. Vi havde ikke nogen vision. Ikke noget logo eller navn. Ingen identitet overhovedet, fortæller Farnaz Elbæk.
– Vi havde ikke noget boligsystem, indskyder Lars.
– Vi havde ingenting. Vi vidste ikke, hvordan det var at arbejde sammen. Og vi vidste ikke, om det ville lykkes os. I april 2018 gik vi all in, og der havde vi nul ejendomme at sælge. Men ELBÆKS var født. Vores baby, smiler Farnaz.
– Nu har vi jo ingen fælles børn – desværre. Så det her er vores fælles baby, lyder det fra Lars.
Viljestyrken er drivkraften
At gå ’all in’ er på alle måder kendetegnende for Farnaz og Lars Elbæk. Gennem livet har de begge været drevet af en helt særlig viljestyrke til at gå målrettet efter det, de gerne vil opnå – og arbejde hårdt for at komme dertil. Det skulle også hurtigt vise sig at være drivkraften i deres nye partnerskab i liebhaverforretningen ELBÆKS. En drivkraft, der har fået forretningen til at vokse på rekordtid:
– I starten var det rigtig meget netværk og mund til mund. Fordi vi meget tidligt begyndte at sætte nogle salgsrekorder i alle de områder, vi var i, fortæller Farnaz. På trods af, at hun ikke selv er uddannet ejendomsmægler, var hverken hun eller Lars et sekund i tvivl om, at hun ville excellere og brilliere i branchen:
– Jeg vidste, at jeg var dygtig til at sælge, og at jeg var megagod til mennesker. Så jeg vidste jo, at uanset hvad skulle jeg nok lære det. Jeg er meget lærenem, og så har jeg den bedste læremester, siger Farnaz og kaster et kærligt blik over på Lars, der indskyder:
– Du kaster dig bare ud på dybt vand. Du kan godt svømme.
– Jeg kan godt svømme, lyder det fra Farnaz. „Og hvis jeg ikke kan, så lærer jeg det!“
Skal ikke vokse sig større
Selvom ELBÆKS Liebhavermægler i dag har overgået alle parrets forventninger, har de ingen planer om at ekspandere forretningen yderligere i fremtiden: – Vi har bevidst udvalgt et helt specifikt geografisk område – primært i Nordsjælland, og vi er ikke ude i at skulle duplikere det her på nogen som helst måde. Hverken med flere ansatte eller butikker! fortæller Farnaz.
– Vi skal ikke vokse, supplerer Lars resolut. Og netop resolutheden lyser ud af øjnene på dem begge og er en forankring af, at de hos ELBÆKS Liebhavermægler har fundet formlen:
– Vi synes, vi har fundet noget, der virker rigtig, rigtig godt. Noget, der er ægte og autentisk. Og noget, der er dig og mig. Og os, slutter Farnaz.