Styling og indretning

8. December 2025 4 min.

Når Farnaz og Lars taler om stil, er det med både passion og præcision. For dem er det ydre ikke overflade, men et sprog — et udtryk for personlighed, overskud og glæde. De tror på, at både garderobe og hjem fortæller en historie om mennesket bag. Med øje for detaljen og respekt for helheden deler de deres tanker om, hvorfor det betaler sig at gøre sig umage — både når man klæder sig på, og når man indretter sit hjem.

I GÅR BEGGE MEGET OP I JERES PAKLÆDNING. HVORFOR ER DET VIGTIGT AT VÆRE ORDENTLIGT PÅKLÆDT?

Farnaz tager ordet: “Min påklædning handler meget om lyst. Jeg uddannede mig i sin tid som indkøber og stylist, og jeg har glædet mig over og interesseret mig meget for mode i mange år. Påklædning og mode er et sprog – på linje med hvilke ord, vi bruger, vores tonefald og hvordan vi opfører os. Tænk på hvor hurtigt du danner dig et ret detaljeret indtryk af en person. alene på baggrund af, hvordan de ser ud når du møder dem for første gang. Når det nu har en stor effekt, hvorfor så ikke gøre sig umage og også lære noget om det? Folks personlige stil siger rigtigt, rigtigt meget om dem, især når de ikke nødvendigvis lader øjeblikkets modetrends diktere påklædningen og tør lade deres personlighed skinne igennem. Jeg elsker at kigge på det, hvordan folk har valgt at klæde sig.

For mit eget vedkommende synes jeg simpelthen også, at det er sjovt at gøre noget ekstra ud af påklædningen, når jeg har overskuddet. Jeg klæder mig nok mere ud, end jeg klæder mig på. Det gør livet og dagen sjovere. Jeg får et mentalt løft at sammensætte et lækkert outfit. Og vigtigst af alt, så mærker jeg efter, at jeg føler mig godt tilpas i tøjet.”

Lars stemmer i: “Jeg er enig. Jeg går også op i min påklædning. Og for mig giver det mening at betale lidt mere for godt tilbehør, som holder i mange år og kan bruges til forskelligt tøj. Den slags holder jeg meget af.”

ER DET VIGTIGT, AT TØJET ER FINT OG DYRT, ELLER FRA BESTEMTE MÆRKER

Farnaz ryster bestemt på hovedet og svarer med autoritet i stemmen: “Nej, det handler slet ikke om det. Det handler om den rigtige påklædning til den rigtige lejlighed. Alle kan klæde sig pænt, hvis de vil bruge tiden på det og gøre sig umage. Meget af mit eget tøj er såmænd fra Zara. De er dygtige og med på noderne. Skal jeg til noget særligt, en stor begivenhed, får jeg syet en couture kjole.”

ALT BETYDER ALT, HVEM AF JER BRUGER MEST TID PÅKLÆDNING?

Lars svarer: “Det er klart Farnaz!” “Ja” griner Farnaz. “Lars, han bruger 20 minutter fra han går i bad til han er færdig. Så står han knivskarpt. Jeg er nogle gange i tvivl om, hvad jeg vil have på — det vil jeg have tid til at overveje.” Lad os bevæge os videre fra personlig påklædning til hjemmets indretning. Hvad er det vigtigste, hvis et hjem skal kaldes smukt?

Farnaz filosoferer: “Hvad er smukt? Nogle indretninger er smukt i de flestes øjne. For mig handler det om også at tilføre sin personlighed. Et hjem kan godt være smukt indrettet og samtidig udtryksløst. Jeg elsker at komme i et hjem, hvor jeg også kan mærke personligheden og mærke mennesket. Jeg synes, man skal ‘bekymre sig mest om, at det er ens hjem, og indrette det, så man har lyst til at være der.

Til gengæld er ‘hyggeligt’ ikke nødvendigvis smukt — men hygge kan være det vigtigst for de, der bor i hjemmet. Der er altså ikke one size fits all med hjem. Alligevel må jeg understrege orden, renhed, god hygiejne, ryddelighed og ro. Det er utroligt vigtigt for, at jeg kan finde mig til rette. Jeg kan ikke trives i kaos, og kaos er ikke smukt.

OG HVAD ER DET EGENTLIG, ET SMUKT HJEM SIGNALERER?

Lars kigger på Farnaz og læner sig frem “Det signalerer, lige som påklædningen, et overskud og en energi.” “Ja,” fortsætter Farnaz, -Drømmescenariet er jo at skabe et hjem, hvor man virkelig har lyst til at være, og som gæsterne helst ikke vil gå fra. At hjemmet har en atmosfære, der giver én inspiration til livet. ‘Smukt hjem’ er nemlig lige præcis en atmosfære, en følelse, en stemning — og den kan man skabe ved at gøre sig umage, og virkelig tænke over sin indretning.”

Jeg holder meget af arkitektoniske detaljer, at rammerne omkring én er i orden. Forstå dit hjem og dets arkitektur, og indret det med omtanke. tilfælde af, at man ikke selv har tiden eller evnerne, kan det virkelig være pengene værd at bruge en indretningsarkitekt eller en stylist. Så bliver det nemmere behageligt, rent visuelt.”