På boligjagt langs Danmarks kystlinje
Gennem snart 10 år har Lars Elbæk medvirket i op til flere forskellige tv-programmer, der på hver sin måde har vist hans evner inden for mæglerbranchen. I 2020 blev TV 2-programmet ’Vandkant til salg’ tilføjet til repertoiret, og her er det ikke blot Lars, men også Farnaz, der medvirker, når de sammen viser et udsnit af dagligdagen i ELBÆKS Liebhavermægler.
Danmark er et rigtigt vandkantsland. Med en kystlinje på knapt 9.000 kilometer findes der noget for enhver smag – og enhver pengepung. Vi følger en række ejendomsmæglere, der gør drømmen om at bo ved vandet til virkelighed.” Sådan lyder den indledende voiceover, når TV 2 Fri blænder op for tv-programmet ’Vandkant til salg’, der indtil videre har kørt i tre sæsoner. Siden første sæson har Farnaz og Lars Elbæk været en del af programmet og vist et udsnit af eksklusive liebhaverejendomme i Nordsjælland, der, som programmets præmis afslører, er beliggende ud til Danmarks kystlinje.
– Programmet viser meget fint, hvad vi laver reelt set. Hvad det er for en type ejendomme, vi sælger, og hvad vi beskæftiger os med. Og her er der jo helt specifikt fokus på ejendomme ved vandet, forklarer Farnaz Elbæk.
Vandkant for enhver
Ifølge tv-producent og producer på programmet, Ulla Ringgård, er det en essentiel del af programmet at vise ejendomme i flere forskellige prisklasser, herunder liebhaverejendomme fra ELBÆKS Liebhavermægler:
– I Vandkant til salg på TV2 Fri besøger vi vandkantsboliger over hele Danmark. Vi har en præmis for programmerne, som hedder: ‘Der findes vandkant for enhver pengepung‘. Og det er vigtigt for os at vise nogle meget forskellige typer boliger. Både dem, som mange mennesker rent faktisk selv har råd til at købe. Men også dem, som kun er økonomisk tilgængelige for meget få og meget velhavende mennesker i Danmark, fortæller hun.
Et eksklusivt indblik
I programmet deler Lars og Farnaz Elbæk et udsnit af deres arbejdsliv i ELBÆKS Liebhavermægler med seerne hjemme i stuerne:
– Min førsteprioritet vil selvfølgelig altid være, at jeg skal varetage sælgernes interesser i at få de her boliger omsat. Men når jeg kan få lov til det, og de kan følge med i det, så er det skidefedt at lave. Så tænker man ikke over, at de er med, og så er det bare sjovt, siger Lars Elbæk om sin medvirken i programrækken.
For Farnaz Elbæk krævede det i starten stor tilvænning at blive fulgt tæt af et kamerahold, når hun viste dagligdagen og arbejdsdagen frem i programmet:
– Jeg skulle lige vænne mig til det. Men nu oplever jeg det slet ikke på samme måde så grænseoverskridende, som det var i starten, fortæller hun og pointerer: Og det er jo en drøm – som er vores sælgeres realitet – vi viser til seerne, ikke? Det er noget, som kun de færreste har indblik i.
Netop det bekræftes også af producer Ulla Ringgård:
– De boliger, som er til salg hos ELBÆKS, er nogle af landets allerdyreste og flotteste boliger. Og det er superfascinerende for seerne at få lov til at komme indenfor i de eksklusive boliger – også selvom man måske ikke selv har råd til at købe dem, fortæller hun.

Diversitet betyder noget
Det er ikke blot forskelligheden i vandkantsboligerne, der er til salg, men også forskelligheden i mæglerne, der sælger dem, som ifølge Lars og Farnaz Elbæk er med til at gøre Vandkant til salg til noget særligt – og som har gjort programmet populært blandt seerne:
– Diversiteten i valget af mæglere, og de ting, vi viser, får kæmpe ros. Og det er meget godt, fordi det rammer jo sådan set alle, fortæller Farnaz Elbæk. Lars Elbæk supplerer:
– Vi er meget forskellige, og vi kan noget forskelligt. Så derfor er det sjovt at se, hvordan vi hver især griber tingene an. Og der har, os bekendt, været mange gode tilbagemeldinger på programmet, fortæller han.
Ifølge producer på Vandkant til salg, Ulla Ringgård, er det meget givende for programrækken, at ELBÆKS Liebhavermægler medvirker:
– Vi er meget glade for at have Lars og Farnaz med i Vandkant til salg. De repræsenterer en helt eksklusiv kundegruppe og en boligtype, som ligger blandt de dyreste i Danmark, siger hun og tilføjer:
– De er to skønne mennesker, som er godt selskab, som taler direkte ud af posen, og som er noget af det mest anti-jantelovs- agtige, jeg nogensinde har mødt. Der er store armbevægelser, og det er altid spændende at være på optagelse med dem. Og så har de et helt særligt partnerskab, både privat og professionelt, som fungerer rigtig godt, også på TV.
Om ‘Vandkant til salg’
I TV 2 Fri-programmet ’Vandkant til salg’ står mæglere klar, når hele Danmarks vandkant skal sælges. Her kommer seerne med ejendomsmæglere fra hele landet rundt og får et indblik i både vandkantsboligerne og dagligdagen. ELBÆKS Liebhavermægler har medvirket i programmets nuværende tre sæsoner og er igen at finde på tv-skærmen, når fjerde sæson af Vandkant til salg får premiere. Premieredatoen for fjerde sæson er endnu ikke offentliggjort.