”Man skal elske hele pakken”

23. November 2022 9 min.

Hvordan finder man balancen i en travl hverdag, hvor både karrierelivet og familielivet skal gå op i en højere enhed? Og hvordan husker man sit parforhold i det hele? Hjemme hos Farnaz og Lars Elbæk er de bevidste om, at kvalitetstid med familien og hinanden er nøglen til et stærkt fundament såvel som en tryg base i en travl hverdag.

Farnaz og Lars Elbæk har altid været villige til at gå målrettet efter det, de har drømt om. Både i arbejdslivet og på den private front. Deres målrettethed har samtidig været en væsentlig drivkraft bag ELBÆKS Liebhavermægler og det professionelle parløb, som blev kickstartet for knapt fire år siden. Selvom Farnaz og Lars dengang ikke kunne spå om den succes, deres forretning har vist sig at være, var de aldrig i tvivl om, at de kunne føre ELBÆKS Liebhavermægler ud i livet – sammen:

– Den oplevelse, jeg meget hurtigt fik af Lars, da vi mødtes, var, at alt er muligt sammen med ham, indleder Farnaz Elbæk. Viljen til at se muligheder frem for begrænsninger er dog ikke blot gældende i arbejdslivet, men også i Lars’ og Farnaz’ private parløb:

– Min oplevelse er, at hans kærlighed til mig er så stor. Så hvis der er noget, der gør mig rigtig glad, så vil han gøre hvad som helst for at indfri det. Der er ikke noget, der er umuligt, lyder det fra Farnaz

Balancen i det private og professionelle parløb

Viljen til at se muligheder har også været en nødvendighed i en ekstraordinær travl hverdag, hvor både familieliv, parforhold og arbejdsliv skal gå op i en højere enhed. Og netop fordi parret har valgt at skabe et arbejdsliv sammen, er de også bevidste om, at grænserne mellem arbejde og parforhold hurtigt kan udviskes:

– Det er klart, at når vi bruger så meget tid på vores arbejde, så kan det mærkes på det sprog, man taler sammen. Så det handler om at finde nogle fælles regler for, hvornår der skal tales arbejde, og hvornår der ikke skal tales arbejde, fortæller Farnaz, og Lars supplerer:

– Det kræver disciplin at skelne de to ting fra hinanden, og samtidig har vi jo også brug for et helle. Du kan ikke være på arbejde 24 timer i døgnet, konstaterer han og pointerer, at han selv prøver at være god til at slukke sin telefon og lægge den væk, når arbejdet skal have en pause.

– Ellers kan den blive ved, siger han.

– Og den bliver ved, lyder det fra Farnaz, der samtidig uddyber, at pauserne fra arbejdet er essentielle for at kunne præstere optimalt:

– Det er vigtigt, at vi har overskud til at gøre det godt i vores arbejde. For det er benhårdt, det vi laver. Så det er klart, det kræver, at energien og hovedet er der.

En ny, fælles base

Selvom parret er bevidste om, at de skal huske at lægge arbejdet væk, kan det i perioder være svært. Og det blev kun yderligere udfordret under coronapandemien, hvor det sociale liv og mulighederne for at rejse blev gevaldigt indskrænkede:

– Inden corona var vi gode til at rejse – lige tage en forlænget weekend væk eller bare hive et par dage ud af kalenderen til at lade op. Men så kom corona, og så var der nogle helt basale ting, vi plejede at gøre sammen, som vi pludselig ikke kunne, fortæller Farnaz og forklarer, at arbejdet derfor hurtigt kom til at fylde:

– Vi har arbejdet solen sort under corona, så nu skal vi lige have brudt vores vane med ikke kun at arbejde, siger hun. Lars supplerer:

– Og så har vi jo også et ‘lille‘ projekt, som vi lige skal være færdige med, inden vi igen begynder på de helt store rejseplaner, siger han og henviser til parrets igangværende renovering af strandvejsvillaen. Med beslutningen om at have både hjem og virksomhed i Klampenborg er det Lars’ og Farnaz’ håb, at de kan få mere tid sammen i hverdagen. Både som par, men i særdeleshed også som familie:

– Nu får vi én base, og når ungerne kommer hjem fra skole, så er vi her, lyder det fra Farnaz.

Livet som en sammenbragt familie

I en travl hverdag er det ikke blot parrets tosomhed, der skal prioriteres. Familielivet kalder ligeledes på kærlighed, opmærksomhed, tilstedeværelse og kvalitetstid, og det er både Farnaz og Lars meget bevidste om. Da de fandt sammen i 2012, kom de begge fra tidligere ægteskaber. Her havde Farnaz sønnen Conrad med sig ind i det nye forhold, mens Lars havde sine to døtre, Anna og Ida. Beslutningen om at finde sammen indbefattede således ikke blot parret, men også deres i alt tre børn, som sammen skulle skabe en ny familiekonstellation:

– Der er flere og flere, der lever i en sammenbragt familie – og nogle med større succes end andre. Vi har arbejdet virkelig hårdt for, at vi ville skabe vores egen familie, også selvom vi ikke er den biologiske mor og far til hinandens børn, fortæller Farnaz og forklarer, at en sammenbragt familie kræver et aktivt tilvalg fra alle involverede parter, hvis den skal fungere:

– Når jeg har valgt Lars, jamen, så har jeg jo ikke valgt Lars alene. Og det samme gælder den anden vej rundt. Så man skal elske, rumme og acceptere hele pakken, for ellers fungerer det ikke, lyder det klart.

Farnaz’ og Lars’ børn har alle nået teenagealderen med Conrad på 13 år, Anna på 14 år og Ida på 15 år. Og her har parret altid set det som en stor fordel, at børnene var tæt på hinanden aldersmæssigt:

– De har den største glæde af hinanden og kan ikke huske et liv uden hinanden – og fra day one har de vitterligt været hinandens bedste venner. De følger hinanden, og det er så dejligt at se den glæde, kærlighed, omsorg og tillid, der er imellem dem, smiler Farnaz.

Når livet som sammenbragt familie skal gå op, kræver det et godt samarbejde hele vejen rundt. Og her har Farnaz og Lars værnet – og været meget bevidste – om at skabe et godt samarbejde og en god relation til deres tidligere ægtefæller:

– Vi har en rigtig god relation til vores ekser – og hinandens ekser. Det er nogle mennesker, vi rigtig godt kan lide, så det er vigtigt for os, at vi får det til at virke. For alle parter, fortæller Farnaz og pointerer:

– For os har det aldrig været en konkurrence om, hvem der er den bedste mor eller far. Slet ikke. Vores vigtigste prioritet er, at vores børn har det godt, uanset hvor de er.

Prioriterer kvalitetstid i en travl hverdag

Med tre teenagere i huset hver anden uge er der selvsagt ikke mange rolige timer hjemme hos familien Elbæk. Skole og fritidsaktiviteter skal passes, og venskaber skal plejes:

– De har alle nået en alder, hvor de er selvkørende på rigtig mange fronter, og de farer rundt til det ene og det andet, fortæller Lars.

Med et travlt liv for børn såvel som forældre er det derfor essentielt med faste holdepunkter i hverdagen, hvor familien mødes og tjekker ind med hinanden:

– Det er meget vigtigt for os at spise aftensmad sammen, så ofte som det overhovedet er muligt. Nu er børnene dog blevet så store, at det ikke altid lykkes for os, men vi prøver at prioritere det hver aften, siger Farnaz.

– Og det tager altid lang tid for os at spise aftensmad sammen. Vi sidder ofte en time eller mere rundt om bordet, indskyder Lars. Farnaz supplerer med et smil:

– Ja, vi har meget snaksaglige børn, der elsker at delagtiggøre os i deres hverdag – særligt pigerne.

Når familien skal koble af sammen i hverdagen i vinterhalvåret, foregår det gerne foran fjernsynet med et godt tv-program eller et brætspil. Aktiviteten i sig selv er ikke så afgørende for Farnaz og Lars – det afgørende er, at kvalitetstiden og samværet bliver prioriteret. I weekenderne kan turen for eksempel gå til parrets sommerhus i Tisvilde eller bruges på kvalitetstid med familie og venner:

– Jeg er selv vokset op med, at man samledes i weekenderne for at hygge sig familier og venner imellem. Her havde man altid nogen at være sammen med på sin egen alder, og det er nogle helt uvurderlige minder, jeg har derfra, erindrer Farnaz og konstaterer:

– Så det er også en gave, jeg har lyst til at give videre til vores børn – og heldigvis noget, som vores børn også elsker og værdsætter meget.

I forældrenes fodspor?

Det kan være svært at finde en balance mellem familielivet og et ekstremt travlt arbejdsliv i hverdagen. Og det er Farnaz’ og Lars’ indtryk, at deres børn til tider ville ønske, at deres forældres arbejde ikke fyldte så meget, som det gør. Parret er dog overbeviste om, at deres børn også synes, det er spændende at følge med i tilblivelsen af og arbejdet med ELBÆKS Liebhavermægler:

– De har jo været med fra den spæde start, og det er de heldigvis også meget stolte af og synes, det er sjovt at følge med i vores arbejde, og hvad ELBÆKS har udviklet sig til, fortæller Farnaz og tilføjer:

– Samtidig kan vi bruge os selv som eksempel på, at hårdt arbejde lønner sig, og at man kan opnå meget, hvis man er villig til at arbejde hårdt for det.

Om Conrad, Anna eller Ida kunne finde på at følge i deres forældres spor, kan Farnaz og Lars dog ikke spå om:

– Det kunne da være meget sejt, at man kunne drive det som familie, men mon ikke de finder deres egne veje, lyder fra Lars.

– Det er i hvert fald ikke noget, der bliver påduttet fra vores side, supplerer Farnaz og slutter: Det er vigtigt for os, at de følger deres egne drømme og finder ud af, hvad de hver især er gode til. Ligesom Lars og jeg har gjort.