LIVET FORAN OG BAGVED KAMERAET – Fordomme og seer-succeser

1. February 2024 6 min.

Siden 2012 har Lars og Farnaz medvirket i TV-programmer, der har givet danskerne indblik i livet som ejendomsmæglere og den luksuriøse tilværelse i liebhaverboligerne. Lars og Farnaz fortæller om, hvad det har betydet for dem og deres virksomhed.

Lars og Farnaz Elbæk har sammen med en stribe andre ejendomsmæglere medvirket i ‘Vandkant til salg’, som i fire sæsoner har rullet hen over skærmen på TV2. I programmet har Elbæk-parret givet danskerne et sjældent indblik i livet som ejendomsmægler og i handlen med nogle af de mest eksklusive liebhaverejendomme langs kysten i Nordsjælland.

Lars er i øjeblikket ved at optage endnu et par afsnit til programmet, hvor han hjælper købere med at finde deres nye drømmehjem i Nordsjælland. Han holder af det spontane og uforudsete format, hvor intet på forhånd er tilrettelagt, fortæller han.

FRA BOLIGRIVALER TIL VANDKANT
Før ‘Vandkant til Salg’ har Lars Elbæk også medvirket i andre TV-programmer, som på hver deres måde har sat Lars’ evner inden for salg, forretning og håndværk i spil.

’Boligrivalerne’ fra 2012 var Lars’ TV-debut, hvor man som seer fulgte Lars Elbæk kæmpe mod andre ejendomsmæglere om kundernes tillid. Herefter deltog Lars i ‘Kræsne købere’ fra 2013, og i 2015 lavede han ‘Flyt eller forny’ sammen med Rasmus Larsson, der er designer og ejer af Design by Us. Rasmus og Lars viser sig at være en god kombination på skærmen, hvor de supplerer hinanden godt i både kemi og idéer.

Deres gode kemi fik de igen mulighed for at udfolde i 2020, hvor de sammen lavede TV-programmet ‘Fra 1 værelses til strandvejsvilla’. Igennem seks episoder viste liebhavermægler Lars Elbæk og designer Rasmus Larsson, hvordan man gennemførte at købe, renovere og sælge boliger med fortjeneste.

VILD MED DANS OG NYE IDÉER
Lars Elbæk havde i år fået en plads i det populære ‘Vild Med Dans’, der siden det første afsnit i 2005 har haft kendte danskere i studiet, der over en kort periode skal lære at danse som professionel[1]le dansere. Lars havde takket ja til pladsen, men måtte få uger før programstart melde fra, da den store efterspørgsel på det succesfulde ejendomsmæglerpar gjorde, at tiden ikke var til at lære pasodoble og chachacha.

Som det ser ud lige nu, er der ikke planer om at deltage i flere TV-programmer, men Lars er ikke afvisende overfor at skulle lave endnu en seer-succes. For Lars er fuld af gode idéer, og særligt parløbet med Rasmus Larsson er noget, han gerne vil mere af:

“Rasmus og jeg er blevet tilbudt forskellige TV-programmer og dokumentarer, men ikke noget vi har sagt ja til. Jeg vil rigtigt gerne lave det med Rasmus, hvis jeg skal lave mere. Vi har god energi sammen, vi supplerer hinanden godt og vi brænder rigtigt meget for det, vi hver især laver”, fortæller han.

Spørger man Lars, hvilken type TV-program de drømmer om at lave, så må det meget gerne være noget, hvor han sammen med Rasmus skal hjælpe folk med at bygge om og inspirere dem til noget nyt, fortæller han og tilføjer:

“Det må gerne være lidt i stil med Grand Designs, hvor vi både taler mere værdi, at få styr på økonomien og får blandet skæve idéer ind”, slutter Lars.

ANERKENDELSE OG FORDOMME

Farnaz har derimod ikke et behov for at være med i flere TV-programmer – “Den del lader jeg Lars om”, siger hun med et smil. Farnaz tilføjer, at det har været sjovt at prøve, og at den øgede eksponering har været positivt for deres brand og virksomhed.

Parret modtager utrolig meget anerkendelse og positiv feedback for deres medvirken i TV-programmerne, fortæller Farnaz. Hun fortæller med glæde i stemmen, at hende og Lars ofte møder mennesker, der tager sig tid til at dele, hvad programmerne har betydet for dem, og hvordan de er blevet inspireret – det er noget, der gør stort indtryk på parret.

Det at være et kendt ansigt har til tider været hårdt for Farnaz. Hun oplever, at hendes medvirken i TV-programmerne har gjort, at hun er mere bevidst, når hun er ude i det offentlige rum, og at hun derfor aldrig slapper helt af:

“Når jeg bliver genkendt af fremmede mennesker, der enten vil over for at komplimentere eller tage et billede med os – eller for den sags skyld, begynder at tale om deres hjem, som de drømmer om at sælge igennem os – så bliver jeg mindet om, at jeg er et ’kendt’ ansigt, og det forpligter. Det giver en følelse af, at vi konstant er på arbejde – selv når vi ikke er i nærheden af telefon eller mail”, fortæller hun.

Spørger man Lars, synes han i første omgang ikke, at han oplever fordomme som følge af hans medvirken i TV eller hans livsstil – dog tilføjer han alligevel eftertænksomt: “Men jeg kan godt møde folk, der siger, at det er dejligt, at jeg er så meget nede på jorden. Og det må jo betyde, at de har haft en anden forventning.”


DEN SAMME SKØRE PIGE
Farnaz fortæller, at hun fra tid til anden oplever gamle venners overraskelse og glæde over, at hun stadig er den samme skøre pige, som altid er klar på fest og ballade:

“Det er ret vildt at opleve”, fortæller hun. “Der er mange skjulte fordomme om, at når man er et ‘kendt’ ansigt eller har skabt så stor en succes, så ændrer man sig også som person, og at de menneskelige værdier måske erstattes af nogle lidt mere ‘døde’ og materielle værdier.”

Farnaz tilføjer, at der for hende er en meget stor forskel på at ændre sig som menneske og fjerne sig fra sine kerneværdier, kontra det at udvikle sig som menneske i takt med alderen, med livserfaring samt økonomisk formåen.

Hun oplever, at hun med alderen er blevet mere skarp på, hvad hun værdsætter, hvad hun prioriterer og hvad hun bruger sin tid på.

– “Og ja, jeg kan vælge fra livets øverste hylde, men det ændrer ikke på, hvordan jeg er som menneske”, fortæller hun, inden hun slutter af:
„Mine værdier og indre kompas har været fuldstændig fasttømret, siden jeg var barn. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, hvordan man er et ordentligt menneske. Og det er jeg meget bevidst om ikke skal ændre sig“ – Farnaz Elbæk