KUNSTEN AT BALANCERE – Forretningssucces og familieværdier

1. February 2024 9 min.

Elbæk-parret arbejder sammen; deres private hjem ligger i kort afstand til deres virksomhed – og så bor de i Nordsjælland, hvor størstedelen af deres kundeskare holder til. Arbejdet fylder en del i deres liv – men det er ikke det vigtigste. Her giver de et indblik i, hvordan de prøver at balancere mellem arbejdsliv og familieliv, hvor ønsket om at give sunde værdier videre til deres tre teenagebørn, Anna, Ida og Conrad, er stort.

Den karismatiske duo har gennem tiden bygget et kæmpe netværk op. Deres netværk er deres kunder, naboerne er kunder og ofte er deres kunder også deres venner – alt smelter sammen, fortæller Lars og Farnaz, der tilføjer, at det kan gøre det svært at skelne mellem arbejde og privat.

“Vi kan ikke adskille det,” svarer de begge, når man spørger, hvordan de undgår at det flyder sammen. “Men det er bare dejligt. For vi har fantastiske relationer. Det er mennesker vi virkelig holder af, og vi bruger mange timer sammen. Vi har endnu ikke oplevet, at arbejdet er kommet mellem os.”, tilføjer Farnaz.

Selvom både Farnaz og Lars nyder, at deres private- og professionelle relationer ofte smeltes sammen, så gør det også, at de sjældent kan lægge arbejdet helt fra sig:

“Vi har jo aldrig fri. Når vi er ude og handle, møder vi vores kunder – og det er altid sindssygt hyggeligt. Men nogle gange vil man faktisk bare gerne have
lov at handle ind. Du er altid i arbejdsmode, og du har altid den professionelle hat på,”, siger Farnaz.

SVÆRT AT OVERHOLDE I PRAKSIS
Da Elbæk-parret valgte at flytte virksomheden til Strandvejen i nærheden af deres privatbolig, var det med et ønske om at optimere logistikken. Lars og
Farnaz valgte, at privatboligen og kontoret skulle være i to forskellige bygninger, for at skabe en fysisk overgang mellem privatliv og arbejdsliv. Selvom intentionen var god, så fortæller parret, at det langt fra altid lykkes at holde de to ting adskilt:

“Vores store udfordring er, at Farnaz ofte sidder ved spisebordet og arbejder. Det meste af dagen er jeg ude og køre, og når jeg kommer hjem, vil jeg egentlig gerne holde fri,”, fortæller Lars, der tilføjer, at det nogle gange godt kan skabe lidt dårlig stemning.

Farnaz fortæller, at de ofte taler om, hvordan de holder de to ting adskilt – men at det i praksis er ret svært at overholde. I den travle virksomhed dukker der opgaver op, der kræver parrets opmærksomhed på tidspunkter hvor mange andre holder fri. Snakken over aftensmaden bliver tit arbejdsrelateret i hjemmet på Strandvejen i Klampenborg, fortæller hun:

“Det er os selv, der ikke er gode til at adskille arbejde og privatliv – og det er nok, fordi vi er mand og kone. Man ringer jo heller ikke og forstyrrer en kollega konstant i de sene aftentimer, for at vende noget. Vores fordel er også vores ulempe, for vi ved, hvad vi hver især sidder med, og hvor langt vi er i processen. Og det er super effektivt!”

„JEG SYNES, AT ARBEJDET FYLDER ALT OGSÅ FOR MEGET“
Spørger man Lars og Farnaz, om de drømmer om andre ting, end at arbejde, så har de to forskellige syn på sagen. For Lars trives umiddelbart fint med, hvordan tingene er. Farnaz synes derimod, at tiden og overskuddet til dagligdagen og til at planlægge fester og traditioner lider under, at meget af deres tid går med arbejdet i ELBÆKS Liebhavermægler.
“Jeg synes, arbejdet fylder alt – også for meget”, siger hun og fortsætter: “Det er stort, at vi er der, hvor vi er. Det er jeg meget beæret og taknemmelig
for. Jeg ønsker dog en større balance mellem arbejde og fritid – noget, der ikke eksisterer i dag.”

Lars og Farnaz fortæller, at de sammen går med mange tanker omkring, hvordan de fortsat kan have den store glæde og energi omkring deres virksomhed, som de har nu. De vil gerne blive ved med at levere det samme høje niveau mange år frem, og for at have overskuddet til det, så har de nogle helt faste holdepunkter, der fylder dem op med energi.

SOMMERHUSET, SPANIEN
OG HJEMME HOS MOR

Fra tid til anden finder parret tid til et afbræk i den travle hverdag. Elbæk-familiens faste traditioner og ture sammen i løbet af året, er med til at
skabe et pusterum og samling, hvor de har mulighed for at feste og slappe af sammen.

I Tisvilde har parret et charmerende sommerhus fra 1922, og når det ikke danner rammerne for fejring af fester og højtider sammen med gode venner og familie, så fungerer det som Lars’ fristed. Et par gange om året tager han afsted alene for at fylde batterierne op og koble helt fra:

“Jeg sover helt fantastisk, når jeg er der. Det at skifte de vante rammer ud, og sove i en anden seng, gør noget godt for mig. Jeg går i hyggemode, slår græs, gør rent, køber ind og lytter til P4”, fortæller han.

Hvor Lars lader bedst op med ro omkring sig, så er Farnaz lige modsat. Hun lader bedst op i andre menneskers selskab:

“Jeg kunne aldrig drømme om at tage derop for at være alene. Det ville være et mareridt. Jeg ville kede mig helt vildt – der skal ske noget, ellers bliver jeg rastløs”, siger Farnaz.

Hun elsker fest, spontanitet og at være omgivet af mennesker, men der er et særligt sted, som giver hende det samme, som sommerhuset i Tisvilde giver Lars – det sted er hos hendes far, der som bor i Spanien. Hvert år tager Farnaz og sønnen Conrad ned og besøger ham:

“Jeg nyder at se den gave, det er, at Conrad har sin morfar – han ser ham som verdensmand” fortæller hun om turene, som de har haft sammen, siden sønnen blev født.

Et andet fristed for Farnaz er i hjemmet hos sin mor i Odense. Her er den lækre iranske hjemmelavede mad omdrejningspunktet, når Farnaz og hendes to søstre er hjemme:

“Jeg slapper helt af, når jeg er hjemme hos min mor. Hun laver 10 retter mad og spørger, inden vi kommer, hvad vi gerne vil have. Alle behov bliver tilgodeset”, fortæller hun.

SUNDE VÆRDIER OG MORALSKE KOMPAS
Selvom virksomheden spiller en stor rolle i Lars og Farnaz’ tilværelse, så er familien, de nære relationer og gode værdier det vigtigste. Og derhjemme i
Strandvejsvillaen er deres tre børn Anna, Ida og Conrad centrum for opmærksomheden. Selvom de tre teenagere har deres egne planer for dagen, er det
stadig en prioritet for Lars og Farnaz at tilbringe kvalitetstid med dem og give deres gode værdier videre.

Inden børnene blev store, var det lettere at samle familien, som Lars og Farnaz fortæller:

„Aftensmåltidet har altid været vores tid til at samles, og har haft stor betydning for os. Men tingene har ændret sig hurtigt på det område. Vores børn er blevet så store. Ofte ringer de i sidste øjeblik og spørger, om de kan spise sammen med deres venner“

Selvom parret ikke altid kan tilbringe så meget tid med deres teenagebørn, som de ønsker, er der en ting, de er fast besluttet på at give videre til dem.
Når man møder Lars og Farnaz, er det tydeligt, at de er kompromisløse både med hensyn til den høje standard, de opretholder i deres virksomhed, og i deres måde at være sammen med andre mennesker på. Deres personlige værdier og moralske kompas er noget, de prioriterer at overføre til deres tre børn.

„VI LEVER I EN BOBLE“
Men hvordan sikrer man at viderebringe de gode, sunde værdier til sine børn, når de vokser op i et af landets rigeste områder omgivet af store
palæejendomme, dyre biler og økonomiske muligheder, der kan opfylde de fleste drømme?

“Vi lever i en boble, og det er vi meget bevidste om. Vi har derfor en endnu større opgave i at lære vores børn og unge mennesker om de gode, sunde
kerneværdier og den virkelighed, der findes ude i verden, som kan være langt fra det, de er vokset op med. De værdier, der intet har at gøre med penge og materiale materielle goder, men ren og skær menneskelige værdier. Og at intet af det er en selvfølge, men kun et privilegie. Des mere man har, des mere forpligter det at opføre sig ordentligt”, siger Farnaz.

Parrets mantra, som ofte bliver gentaget for børnene, er:
“Husk at være mod andre, som I ønsker, at andre skal være mod jer.”