”Jeg har altid vidst, at jeg var sindssygt god inden for salg og mennesker” 

Farnaz er en sprudlende og yderst udadvendt pige, der altid har en masse bolde i luften – og i gang med at arrangere næste sammenkomst. Livet skal leves, og livet skal være sjovt. Det er hendes mantra. Men Farnaz har ikke altid været den udadvendte pige, men derimod en genert og stille pige.  

Farnaz Elbæk er født i 1980 i Teheran, Iran. Hendes far var politisk flygtning og kom til Danmark, et år før hun selv stødte til sammen med sin mor og to ældre søstre. Det nye hjem var beliggende i Munkebo på Fyn, og Farnaz erindrer det som et superdejligt sted. Smukt og dejligt – og med nye dufte og et helt andet klima, end hun havde været vant til. Men ikke mindst genforeningen med sin far var meget lykkelig.  

– Jeg havde ikke set min far i 11 måneder, så det var helt vidunderligt at se ham igen. Jeg er totalt ”fars pige”, så at blive kysset og krammet af ham, var en kolossal lykke.  

Vi boede i Munkebo, indtil vi flyttede ind til Odense, og efter en måned startede jeg i børnehaveklasse. Jeg kom til at sidde ved siden af Thomas og Annika, som blev mine bedste venner, og jeg tror faktisk, jeg lærte dansk på 14 dage. Det betød, at jeg hurtigt kunne klare mig selv, og så var det bare af sti af sted… Jeg elskede at gå i skole, og jeg havde nogle helt fantastiske lærere.  

Hvordan var du som barn? 

– I mine tidlige barndomsår, da vi boede i Iran, var jeg lidt af enspænder. Jeg følte mig meget alene, blandt andet fordi mine søstre var seks og ni år ældre end jeg. Jeg var ikke en del af deres fællesskab. Så jeg var nok et ret reserveret barn – og et barn, der tænkte meget over tingene. Jeg blev altid kaldt for gammelklog. Det, jeg husker allermest er, at det bedste selskab, var mit eget. Jeg var god til at leve i mit eget univers. Jeg havde mine dukker, som var mine venner, og som jeg kunne føre samtaler med, husker Farnaz.  

– Det ændrede sig fuldstændigt, da vi flyttede til Danmark og jeg kom i skole. Her havde jeg mange venner. Jeg har altid været meget social i det omfang, det lod sig gøre. Der var naturligvis nogle regler i mit hjem om, hvornår vi skulle spise, sove og lave lektier, men derudover var der aldrig nogle begrænsninger i at have venner med hjem. De var altid velkomne, og det er et meget socialt hjem og liv, jeg kommer fra. En meget hjertevarm familie, hvor vi lavede noget sammen hver eneste weekend. Vi var sammen på kryds og tværs, havde altid gæster på besøg. Det handlede om at lave mad og spise sammen, tage på picnic og sommerhusture. Jeg havde en meget tryg opvækst, og jeg føler mig meget privilegeret. 

”Jeg valgte gammelsproglig linje med latin på højniveau. Det var jo fuldstændig blæst” 

Karrieremæssigt havde Farnaz svært ved at placere sig selv på en bestemt hylde. Det skiftede fra dag til dag, og det var svært at finde noget konkret og klart. Samtidig var forældrenes forventningerne store. 

– Mine forældre havde et ønske om, at vi piger enten skulle være læger eller arkitekter. Ét eller andet akademisk, men det kunne jeg slet ikke se mig selv i. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle på universitetet, og jeg kunne godt mærke presset i, at jeg skulle finde ét eller andet, for det betød enormt meget for mine forældre, at jeg fik en god og høj uddannelse. Men skole har aldrig sagt mig specielt meget. Jeg har altid været god til at gå i skole og har aldrig haft specielt svært ved det. Men jeg har aldrig været topelev. Jeg har været ret meget middel, og i virkeligheden er det ret imponerende at ligge middel med min indsats, griner Farnaz.  

– Mange af mine kammerater lagde mange timers arbejde i opgaverne, men for mig var det altid mere eller mindre på dagen eller i absolut sidste øjeblik, jeg lavede opgaven. Jeg besluttede mig for at gå på gymnasiet, hvor jeg valgte gammelsproglig linje med latin på højniveau. Det var jo fuldstændig blæst, for jeg vidste inderst inde godt, at jeg aldrig kom til at bruge det. Men jeg var lidt forelsket i min lærer, hun var det skønneste menneske på to ben. Hun havde kæmpestore armbevægelser, hoppede op på katederet og ned igen. Hun var så levende, og timerne fløj af sted, fordi hun var den vildeste underviser.  

Indkøberuddannelse i Herning 

Da Farnaz var færdig på gymnasiet søgte hun ind på TEKO i Herning for at uddanne sig til indkøber. Der var et halvt år til uddannelsesstart, så i mellemtiden arbejdede hun i Magasin i Odense. Her blev hun på meget kort tid områdeansvarlig.  

– Jeg har altid vidst, at jeg er sindssyg god indenfor salg og relationer. Jeg har altid syntes, at det var salget, der var drivet i det, fordi det er så resultatorienteret. Det blev jeg meget høj af, og det syntes jeg var vildt fedt.  

– Jeg tror, det er meget kendetegnende for mig, at når jeg kommer til et nyt sted, så går jeg ’All In’! Sådan har det altid været. Det kan jeg se, når jeg tænker tilbage på de forskellige steder og byer, jeg har boet i Danmark. Så da jeg flyttede til Herning, var jeg herningenser. Med hud og hår. Jeg var én af de absolut eneste af dem, der kom fra en anden by, som blev der hver eneste weekend. De andre satte sig i toget hjem til, hvor de kom fra, som typisk var København eller Århus. Men jeg blev, og det gjorde bare, at jeg blev en del at den inderste kerne af Herning. Jeg blev inviteret til familiefester, og alt, hvad der ellers var. Jeg fik nogle rigtigt gode relationer og nære venner, som jeg stadig har et meget tæt forhold til i dag. 

”Jeg havde ikke den samme glæde længere, og jeg manglede dybde både i arbejdet og i relationerne. Det blev alt for overfladisk” 

Efter Herning kom Farnaz til København og skulle bruge sin indkøberuddannelse. Det gjorde hun inden for modebranchen. Hun var også kørende sælger i en periode og stylist for TV2. Men det viste sig relativt hurtigt, at intet af det, var det rigtige.  

– Jeg savnede værdi i det, jeg lavede, og det gav mig bare ikke længere nok – og slet ikke mentalt. Nogenlunde på samme tidspunkt pådrog jeg mig et piskesmæld og kom til at døje med eftervirkninger af det, og jeg tror det var medvirkende til, at jeg begyndte at kigge på min situation med nye øjne. Jeg har altid været enorm arbejdsom, og en arbejdsdag på 16 timer var helt normalt. Men jeg havde ikke den samme glæde længere, og jeg manglede dybde både i arbejdet og i relationerne. Det blev alt for overfladisk, så det måtte jeg agere på. 

Det med at kigge ind på sin egen situation og tage en konsekvens, når noget ikke fungerer, er nok meget kendetegnende for Farnaz. 

– Jeg er meget nørdet rent følelsesmæssigt. Jeg er meget nysgerrig på, hvorfor vi tænker, som vi gør, og føler som vi gør. Denne nysgerrighed gjorde, at jeg for mange år siden beskæftigede mig med NLP; Neurologisk Lingvistisk Programmering, som handler om at sætte ord på hjernesproget og følelserne, og herefter var jeg supervisor.  

Tid til at kigge i en ny retning 

Da Farnaz havde gjort op med sig selv, at tiden i modebranchen var forbi, vidste hun, at hun nu skulle kigge i en ny retning.  

– Jeg søgte job i to store velgørenhedsorganisationer. Jeg fik begge jobs, så jeg måtte vælge. I den organisation, jeg valgte at tage job ved, kunne jeg omgående mærke, at det var det helt rigtige match. Her var noget nærvær og noget tyngde. Jeg var der i 12 år, hvor jeg arbejdede som fundraiser og stod for store velgørenhedsevents. 

Også på det personlige plan skete der en række ændringer i Farnaz liv i løbet af de år, hun arbejdede i velgørenhedsorganisationen. Hun havde fået en søn og efter nogle år blev hun skilt. I 2012 mødte hun en karismatisk mand ved navn Lars, som på alle måder skulle vise sig at være hendes soul mate. 

Deres private parløb blomstrede og udviklede sig, og efterhånden opstod idéen om at forene deres respektive styrke og kompetencer og et professionelt parløb. Så i 2017 sagde Farnaz sit faste job op, for at skabe ELBÆKS Liebhavermægler sammen med Lars.  

”Jeg lever meget i nuet. Derfor har jeg slet heller ingen forestillinger om, hvordan mit liv ser ud om 25 år” 

Hvordan skaber du tid og rum til dig selv? 

– Jeg synes, jeg er meget god til at mærke efter og lytte til mig selv. Hvis jeg for eksempel kan nå en ”power nap”, inden børnene kommer hjem fra skole, er jeg en meget bedre mor. Jeg har brug for lige trække stikket og koble fuldstændig fra, og så er jeg hurtigt klar igen. 

– Jeg er også vanvittig god til at dyrke mine veninder og mit netværk. Jeg vil have et sjovt liv, og det kan jeg kun selv være med til at skabe. Det kommer helt automatisk, for det er næsten altid Lars og jeg, der arrangerer fester. Både sammen og hver for sig. Jeg lever meget i nuet. Derfor har jeg slet heller ingen forestillinger om, hvordan mit liv ser ud om hverken 5 eller 25 år. Det har jeg ikke noget behov for, men det hænger nok også sammen med, at jeg ikke er en dagdrømmer. 

Er du den samme person på jobbet og i privaten? 

– Ja, jeg er nok meget den samme. Både på arbejde og derhjemme har jeg den holdning, at hvis er der er noget, jeg gerne vil have, så må jeg skabe rammen for at opnå det. Det er også noget jeg prøver at lære børnene. At man ikke bare skal sidde på sine hænder og vente på, at det sker – eller at andre gør det for én. Hvis der er noget, du gerne vil have, så må du selv tage fat og bidrage til det. Så skal du nok få det skabt.  

– Jeg er autentisk og kommunikerer meget fra hjertet. Trods mit meget feminine ydre, har jeg en meget maskulin energi og en ”no bullshit”-attitude, der gør, at jeg ikke sugar-coater tingene. Hvis noget er rigtigt, bliver det anerkendt, og hvis noget er forkert, bliver det også adresseret. Jeg er ikke bange for at sige tingene, som jeg ser dem, men på samme tid er jeg en meget kærlig og anerkendende person. Jeg foretrækker også at mine omgivelser er ærlige overfor mig. Ærlig tale er den eneste måde man kan udvikle sig på, og jeg kan ikke fordrage, når noget bliver sagt bag om ryggen. Jeg forsøger at være meget tydelig i min kommunikation, og derfor er der ikke mange af dem, der omgiver mig, som er i tvivl om, hvad jeg tænker og føler, siger Farnaz med et glimt i øjnene.